Lejernes LO finder det svært bebrejdeligt, at det i 2018 fortsat er "politisk korrekt" at anvende ordet ghetto om 22 af landets almene boligområder.

Med hovedet under armen stigmatiserer folketingspolitikere fra det meste af det politiske spektrum en lang række boligområder som værende ghettoer – uden at tage hensyn til de svært negative værdiladninger, der dannes omkring betegnelsen ghetto. I den brede befolkning betyder det at bo i en ghetto, at man er en slags andenrangs borger, som ikke bidrager til samfundet i positiv forstand.

Christiansborgpolitikernes forsvar, for på den måde at stigmatisere tusindvis af beboere i almene boliger, er, at man kalder problemet for hvad det er. Men faktum er, at vi ikke har ghettoer i Danmark. I stedet har vi en række almene boligområder, hvor der er problemer med kriminalitet, og hvor der er store sociale problemer. Lad os få løst dem, så de, der bor i disse områder, kan få større livskvalitet.

 

Hård politik fører ingen veje

Gennem mange år har både venstre- og højresiden i Folketinget lukket øjnene for de stigende problemer i den almene udlejningssektor og der lovgives fortsat ud fra mantraet om, at politi, overvågning og øget indflytningskontrol vil løse alle problemer. Men det drejer sig ikke om politi, beskyttelse af vidner, zoneforbud eller lavere husleje i visse højkriminalitetsområder. Det drejer sig om at skabe bedre og bredere levedygtige almene boligkvarterer, og her er løsningen ikke hård retorik, aftaler om mere politi og hurtigere udsættelser af problemfamilier.

Problemet er ikke kun særlige områder, hvor voldelige ungdomsgrupper ved ildspåsættelse, vold og bandekampe formår at vække politikkerne. Problemet er en grundlæggende ”os og dem” klasseopdeling af befolkningen i forskellig bo-områder. En klasseopdeling, der, hvis ikke lovgivningen ændres, langsomt, men sikkert vil føre til en yderligere adskillelse mellem de bedrestillede i ejer- og andelsboliger og de dårligst stillede, der klumper sig sammen i alt for få og dårlige almene boliger.

Hvor den almene udlejningssektor i 70'erne bestod af de brede midtergrupper i befolkningen, funktionærer og faglærte arbejdere, og en stor del af husstandene bestod af yngre og midaldrende børnefamilier, er beboersammensætningen i dag anderledes. Den almene sektor har skiftet rolle på boligmarkedet, og de mere end 560.000 almene udlejningsboliger er i stigende grad blevet hjemsted for en beboersammensætning med store grupper, der befinder sig enten uden for eller lige på randen af arbejdsmarkedet.

Denne klassedeling af befolkningen har vi i LLO råbt op om i årevis - uden at der er fremlagt et effektivt modspil.

I opgangstider stemmer de bedrestillede almene lejere med fødderne. De forlader den almene bolig for at blive ejere. Den bevægelse er foregået siden tresserne, hvor de bedrestillede arbejdere og funktionærer flyttede fra arbejderkvartererne og ud i egne parcel- og ejerboliger. Men heldigvis ikke alle og ikke på én gang. For mange lejere er grundlæggende glade for deres almene lejlighed, beboerdemokratiet, naboskabet og et minimalt vedligeholdelsesarbejde. Mange lejere er desuden taknemmelige for den ældre "billige" lejlighed og tænker såmænd heller ikke i det daglige over, at staten faktisk sørger for, at parcelhusejerne og andelshaverene i gennemsnit bor langt billigere – specielt hvis man modregner boligsikringen, hvad mange glemmer at tage i betragtning.

 

Der er en forskel

I Danmark har vi valgt at have almene boliger - vi har ikke, selvom mange tror det, sociale boliger. Forskellen er vigtig og især vigtig at holde godt fast i. Vi ønsker ikke særlige boliger for de fattige - det er nok, at de rige forskanser sig i afgrænsede områder. Vi ønsker boliger og boligområder for alle, boliger, der er til at betale, boliger, der er til at holde ud at bo i, boliger, hvor vores børn kan vokse op i tryghed og ro, og boliger, der ikke stempler os som dårlige/ressourcesvage/dumme samfundsnassere, når vi fortæller andre, hvor vi bor.

At have almene boliger på den måde, som vi har det i Danmark, er et valg - et bevidst valg - og derfor er det langtfra lige meget, hvad der iværksættes for at komme problemerne til livs. Hårde ord og bastante krav om politiindsats og udsættelser løser intet, tværtimod risikerer de at forstærke og ligefrem skabe de problemer, som de søger at løse.

Det vigtigste instrument er en målrettet, opsøgende og forebyggende indsats over for de socialt belastede unge, og man bør i stedet lange ud efter vores - og især politikernes - måde at omtale de udsatte områder og deres problemer på.
 

Stigmatisering skaber problemer

Der krummes tæer, når vores statsminister fra talerstolen i Folketinget kalder de udsatte boligområder for "fæstninger, vi skal bryde igennem", og efterfølgende på sit ugentlige pressemøde, retorisk spørger, om ghettoerne, som han kalder dem, "overhovedet er Danmark".

Selvfølgelig er der problemer, alvorlige problemer, der skal adresseres. Men alt for mange medvirker til at italesætte problemerne på en måde, der skaber et helt skævt og uhensigtsmæssigt fokus. Heldigvis er langt de fleste almene beboere, fredelige og rolige mennesker, med arbejde og familie, fritidsinteresser - mennesker der tager deres del af slæbet og medvirker aktivt til løsning af de boligsociale udfordringer, resten af samfundet vægrer sig ved. Det er mennesker, der fortjener at blive mødt med respekt, ikke hård retorik og trusler om bulldozere, udsættelser og politi. Folketinget må gentænke sine "ghetto"-planer, og i LLO hjælper vi gerne med i den proces.

 

Lejernes LO’s generelle forslag

Lejernes LO forslår en helt anden politik. Den almene udlejningssektor skal styrkes med en fair spredning af den boligsociale opgave, betaling for den boligsociale opgave, opretning af den boligøkonomiske balance, øgede midler til boligsocialt arbejde, og genopretning af beboerdemokratiet ved at give beboerne ret til at deltage som ligeværdige forhandlingspartnere. Og så skal Staten holde fingrene for lejernes opsparing i Landsbyggefonden.

 

Spredning af den boligsociale opgave

Som bekrevet ovenfor har dansk boligpolitik spillet fallit. I stedet for at bidrage til en øget sammenhængskraft har boligpolitikken opdelt danskerne i klasser, der bor hver for sig.

Flertallet i Folketinget mener tilsyneladende, at det kun er den almene udlejningssektor, der skal varetage den boligsociale opgave. Som begrundelse fremføres ofte, at den almene udlejningssektor modtager et særligt stort offentligt tilskud til opførelse og drift af boligerne (den såkaldte murstensstøtte) og at frygten for en for høj grad af segregering af befolkningen er overdrevet, idet sektoren består af 560.000 boliger eller ca. 20 % af boligbestanden i Danmark.

Det første argument er for længst tilbagevist af Vismændene, OECD og Velfærdskommissionen. Det er gentagne gange påvist, at ejerboligsektoren og andelsboligsektoren opnår endnu højere tilskud først og fremmes i form af en væsentlig skatterabat, fordi ejendomsværdiskatten har et for lavt niveau. Selv når lejernes reguleringsgevinst indregnes, er regnskabet i boligejernes favør.

Det er af Socialministeriet beregnet, at den privatøkonomiske balance mellem de forskellige boligformer i nybyggeriet opgjort ved boligomkostningerne under iagttagelse af en realistisk langtidsfaktor for de reale husprisstigninger (fx 1 procent) og en gennemsnitlig boperiode er i boligejerens favør.

Dernæst har Lejerens LO beregnet, at samme forhold gør sig gældende ved sammenligning af boligomkostningerne i en bolig i det ældre almene udlejningsbyggeri og tilsvarende boliger som ejerlejlighed eller andelsbolig.

Der er derfor ikke noget grundlag for, som følge af en særlig gæld til det offentlige, alene at pålægge den almene udlejningssektor en pligt til at stille boliger til rådighed til boligsocial anvisning.

Lejernes LO mener, at alle boligformer skal bidrage til den boligsociale opgave. Ikke bare den private udlejningssektor, men også andelsboligforeningerne og i ejerboligkvartererne burde der findes boliger til den boligsociale opgave. Først herefter vil boligkvarterene bidrage effektivt til sammenhængskraften i samfundet.

 

Betaling for den boligsociale opgave

Det følger af ovenstående argumentation, at den almene udlejningssektor ikke ”skylder” samfundet en gratis anvisningsret i de almene boligafdelinger. Derfor er det rimeligt, at der indføres en betaling for den boligsociale opgave. Dette gør det også lettere at sprede denne opgave til de andre boligformer.

 

Opretning af den privatøkonomiske balance mellem boligformerne

Så længe mellem- og højindkomsterne ser en privatøkonomisk fordel i at bo i ejerbolig eller andelsbolig vil de stemme med fødderne og forlade den almene udlejningssektor. Der vil være kortvarige pauser, når ejerboligmarkedet er i krise, men den langsigtede trend er veldokumenteret. Uanset boligerne fremtræder bedre fysisk konkurrencedygtige eller at beboernes demokratiske indflydelse og dispositionsret genoprettes, så vil den økonomiske forskelsbehandling medføre en fortsat segregering og klassedeling af befolkningen.

Det er derfor nødvendigt, at Folketinget sikre den boligøkonomiske balance gennem en aktiv og fornuftigt økonomisk politik, først og fremmest ved at styre ejerboligpriserne bedre.

Det har været en katastrofe for boligmarkedet, at regeringen har misforvaltet boligmarkedet. Regeringen har af ideologiske årsager fremmet en udbredelse af ejerboligen gennem økonomiske særfordele (ekstraordinær nedsat ejendomsværdiskat og afdragsfrie lån). Dernæst har regeringen af samme ideologiske årsager valgt en privatbåret makroøkonomisk efterspørgselspolitik, hvor skattelettelser og formueeffekt skulle drive efterspørgslen i vejret. På den baggrund har regeringen helt uansvarligt stimuleret ejerboligkøb og ejerboligpriser. Hvis Regeringen havde valgt en mere forsigtig økonomisk politik, ville boligmarkedet være kommet roligere igennem finanskrisen.

 

Genopretning af beboerdemokrati og dispositionsret

Regeringens styringsreform 2009 indeholdt et væsentligt indgreb i beboerdemokratiet. Regeringen ændrede beslutningskompetencen, således at boligorganisationen kan overrulle et afstemningsresultat på et afdelingsmøde i den enkelte boligafdeling. Dette har medført, at mange beboere i den almene sektor ser beboerdemokratiet og deres indflydelse tilsidesat, og det medfører, at mange, der har økonomiske ressourcer til et andet boligvalg, flytter. Hvorfor deltage i det lokale demokrati, hvis det alligevel er kommunen eller boligorganisationens øverste ledelse, der bestemmer.

Lejernes LO forslog i vort høringsvar til daværende lovforslag adskillige forbedringer af dels beboerdemokrati og af lejerens individuelle indflydelse. Kun meget få af vore ønsker blev efterkommet. Dette til skade for udviklingen i beboersammensætningen i det almene udlejningsbyggeri.

 

Fortsat tyveri af Lejernes opsparing i Landsbyggefonden

Regeringens forslag fortsætter tyveriet af lejernes opsparing i Landsbyggefonden. Det anses som retfærdigt nok, fordi regeringen er af den opfattelse, at staten særstøtter den almen sektor så voldsomt, at de almene lejere også her skylder samfundet en tilbagebetaling. Som anført ovenfor holder denne argumentation ikke.

 

Så gik året 2017 og tiden er inde til at give en status.
Vi har i året haft oplevelser, som vi syntes vores medlemmer skulle have kendskab til, som siger noget om, hvordan man behandler lejerne i dagens Danmark.

I Politiken d. 24. november 2017 skriver OLE LUND PETERSEN (OLP) et debatindlæg om kommunernes anvisningsret til boliger i den almene sektor. Han konkluderer, at ”Det er tyveri ved højlys dag, når kommuner forlanger 100 procents anvisningsret på nybyggede boliger”.

OLP har ret, det er tyveri.  OLP spørger, - hvad siger LLO? - Hvorfor har LLO ikke rejst en offentlig debat?

I de sidste 20 år har LLO i adskillige høringssvar til den siddende minister forlangt betaling til den almene boligafdeling for kommunens anvisningsret, fuldstændig som de private udlejere blev tilbudt 30.000 kr. pr. lejemål, hvis de ville stille en lejlighed til rådighed til kommunal anvisning.

Vi har også krævet, at beboerne i den enkelte afdeling tages med på råd – får indflydelse på anvendelse af anvisningsretten.

Men politikkerne i Folketinget har vendt det døve øre til. Her ser man statsstøtten til opførelse af nyt alment boligbyggeri som samfundets betaling af anvisningsretten, uanset LLO har påpeget, at der gives langt mere statsstøtte til ejerboligerne i form af skatterabat på ejendomsværdiskatten.  Her rammer vi imidlertid noget kontroversielt, ingen tør tale om.

Andre, f.eks. Velfærdskommisionens økonomer, skrev i 2005, at anvisningsretten kunne ses som betaling for, at lejerne i den almene sektor ikke er omfattet af markedsleje, men at lejerne kan bo til en leje bestemt af omkostningerne. Et for LLO helt uforståeligt synspunkt, da lejerne i den almene sektor, ligesom andelshavere og ejerboligfolket, selv har finansieret deres bolig.

Så OPL, velkommen i koret, der beder om betaling for og indflydelse på anvisningsretten. 

Boligmangel og lejestigninger sætter boligmarkedet under et kæmpe pres og rammer specielt borgere med mellem- og lavindkomster, som ikke har økonomi til at investere i egen bolig. De er tvunget til at kæmpe om alt for få boligtilbud i et ophedet lejeboligmarked. Specielt i København og Danmarks øvrige større byer er priserne på fast ejendom steget jævnt gennem de seneste 25-30 år, imens der er blevet opført alt, alt for få nye boliger.

I LLO har vi beregnet, at der på nuværende er et underskud på 243.000 boliger link for at kunne opfylde boligdækningsgraden. Et tal, som kun vil stige såfremt der ikke investeres massivt i betaleligt nybyggeri, ellers vil boligdækningsgraden i de kommende 15 år falde, så der mangler flere og flere boliger. Griber politikerne ikke ind og ændrer den nuværende udvikling, vil der i 2030 mangle 316.000 boliger, dvs. 73.000 flere end i dag.

Politiken har i dag en længere artikel om boligmanglen i København. I den sammenhæng udtaler boligekspert Curt Liliegreen om de nuværende prisstigninger på boliger: "Jeg ville faktisk hellere have, at der var tale om en boble. Bobler brister på et tidspunkt, men her vil priserne fortsat stige".

Det kræver politisk stillingtagen til problemet og vilje til en boligpolitisk løsning, hvis den negative spiral, hvor befolkningstilvæksten er langst større end antallet af nyopførte boliger, skal ændres. Så længe efterspørgslen langt overstiger udbudet vil man opleve et overophedet boligmarked, opskruede ejendomspriser med det til følge, at lav- og middelindkomstgrupperne fortsat presses ud af byerne.

Link til artikel

Regions- og kommunalvalget d. 21 november nærmer sig hastigt, hvorfor vi i den anledning har ladet valget præge novemberudgaven af Vi Lejere.

Hvorfor er valget vigtigt for lejerne?
Det er landets 98 kommuner, der bl.a. bestemmer børnepasning, socialpolitik, beskæftigelse og ikke mindst bestemmer lejernes rettigheder i almindelighed.